Hvad ville Kaj Munk have sagt i dag?  Hvad ville Kaj Munk have sagt, hvis han stod her på Regensen? Hvad ville han have sagt om den russiske invasion?  Om Putin?
Han ville i hvert ikke lader sig begrænse af frygt for nogen. Han ville heller ikke have valgt det lette synspunkt. Men et er sikkert: Vi ville have lyttet efter. Hvert eneste ord.
Tak for invitationen til at komme her af Kaj Munk Forskningscenter denne helt særligt historiske dag. En dag, hvor vi markerer Danmarks brud med samarbejdspolitikken. Og udgivelsen af Kaj Munks samlede prædikener.
Og hvad illustrerer det bedre end med Kaj Munks egne ord, som vi netop har sunget i Den blå anemone. Når jeg hører Den Blå anemone, tænker jeg naturligvis på forår. Men jeg tænker også på frihed. Ordene er et smukt varsel om lysere tider. På vej til den får vi styrke til at klare os gennem vinteren. Det giver mig håb og tro i en tid, hvor krig er vendt tilbage på det europæiske kontinent.
Digter, præst, dramatiker og den danske modstand mod despoter og tyranni er blot nogle af de ord, der beskriver det komplekse menneske Kaj Munk.
Hans prædikener kender vi alle. Hans liv er Danmarkshistorie.  Og hans sidste time satte markante spor i fortællingen om Danmark under Anden Verdenskrig.
Ofte talte Kaj Munk uden manuskript. Han stod ved sine meninger, også når de var upopulære.
Han tvivlede på demokratiet. Men i en voksen alder endte han alligevel med at bruge sin demokratiske ret til at stemme for første gang ved valget i 1943.
Kaj Munk er et bevis på at mennesker kan blive klogere.  Og at vi kan ændre syn på omverdenen.  At man kan blive omvendt.  Evner, som vi nok alle kan lære af. Og som vi bør lære af. Og nogle vil sikkert også ønske, at politikere lod sig inspirere af det en gang imellem.
Kaj Munks ord betød noget. De gjorde en forskel. De satte tanker i gang. Hans prædikener blev diskuteret vidt og bredt i sognet i Vedersø på den jyske vestkyst. Hans skarpe ord spredte sig til danskere i en tid, hvor de havde allermest brug for dem. Og hvor information og viden ikke fulgte så let fra kyst til kyst som det gør i dag.
Med udgangspunkt i kirken i Vedersø bragte Kaj Munk verdens tilstand og nyheder med hjem til menigheden i sine prædikener fra de mange rejser. Han var en slags ugeavis fra prædikestolen.
Og i en prædiken i Københavns Domkirke den 5. december 1943 henvendte han sig direkte til sine kirkegængere som beklagede sig over Munks politiske budskaber.
Når kristne klager over, at der prædikes politik i kirken, så fører de ukristelig tale, lød det fra den skarpe præst.
Kaj Munk var ikke bange. Han viste godt at hans ord kunne koste ham livet.
Han blev udsat for censur under krigen og hans prædikener var muligheden for at ytre sig kritisk i offentligheden.
Historien om Kaj Munk, da han stod på gulvet i sin sidste kirkeprædiken for menigheden i Vedersø, er historisk.  Iført sit karismatiske røde tørklæde gentog han budskabet, der bandt kristendommen sammen med verdens tilstand.
Da han sagde: Det bliver aldrig en kristen gerning at stille sig til rådighed for uretten, enten det så sker af fejhed, griskhed eller tossegod føjelighed.
Her, 80 år efter, står jeg som kirkeminister og gentager hans budskab.  For der er igen krig i Europa.
Igen testes danskernes vedholdenhed og principper i kampen for frihed mod uret. Og igen kan vi søge mod Kaj Munks ord for at finde modet, viljen, retningen.
For præcis 80 år siden i dag, den 29. august 1943, kunne Kaj Munk glæde sig over, at samarbejdspolitikken endelig ophørte. Danmark vil rejse sig. Den moralske og politiske brud med Nazityskland er sket.
I sin prædiken på dagen sagde han: Nu ånder vi op, nu hilser vi hinanden med et ”Tillykke, landsmænd!”  Nu er vores stilling klar. Hvis vi vil selv, er det bedste skete os, at vi er i Guds hænder.
Men det havde en pris. Og Kaj Munk blev offer for Gestapos ondskab.
Da jeg tidligere i dag deltog i højtideligheden i Mindelunden og markerede de modige danskere, der ofrede livet for friheden i kampen mod den tyske besættelse. Modstandsfolk og fritænkere. På deres mindesten står Kaj Munks ord og digtet ”De faldne”:
Drenge, I drenge som døde. I tændte for Danmark i dybeste mulm en lysende morgenrøde.
Og hvor er det passende, at Kaj Munks ord står mejslet i sten over netop den kamp, som I fortsat kæmper og vil kæmpe.
Mange tak for ordet!

Tekst transskriberet af journalist Svend Løbner.